HeadQuarters Logo Hvid

Historien om HQ

Før HeadQuarters var et spillested, var det en lejlighed. Eller rettere – et hjem, der mest af alt var indrettet som studie.

Her spillede vi live midt i stuen. Vi holdt fester, lavede musik, hørte plader og samlede folk om det, vi elskede allermest: musik, nærvær og fællesskab.

Det oprindelige HeadQuarters i lejligheden

Vi var en flok musikere, der manglede et sted at spille. Der var ikke rigtig et spillested i Aarhus, hvor originalmusikken blev taget seriøst – hvor man kunne optræde uden at gå på kompromis eller konkurrere om spotlyset. Så vi skabte vores eget.

Folk begyndte at kalde lejligheden for Hovedkvarteret. Eller bare HQ. Det var her, vi samledes. Det var her, vi mødtes og følte os hjemme. Navnet hang ved, og da vi i 2011 åbnede et rigtigt spillested i midtbyen, gav det kun mening at tage det med.

Tidligt billede af HQ spillestedet

På det tidspunkt var vi også blevet ramt af Motown-feberen. Vi hørte The Temptations, Marvin Gaye og de store soul- og funkproduktioner – og det satte sit præg. Ikke kun på lydsporet til vores liv, men også på vores æstetik: farverne, stemningen og indretningen trak tråde til 70’ernes varme og groovy univers.

Vi ville skabe et sted, hvor man kan trække vejret dybt. Et sted, hvor skuldrene falder ned, så snart man træder indenfor. Som en modsætning til den lidt hårde og hektiske stemning, vi oplevede mange andre steder i byen.

Varm og groovy 70'er-vibe

Det har mange lagt mærke til:

"Der er en særlig tryghed på HQ. Man bliver mødt i øjenhøjde – og man kan mærke, at det her rum er skabt til mennesker."

– Uddrag fra et høringssvar

"Jeg elsker at komme på HQ, fordi det føles som at være med i en klub – uden lukkede døre. Det er åbent, favnende og levende."

– Uddrag fra et høringssvar

I dag er HeadQuarters både spillested og natklub – og vi værner om musikken og menneskene i begge dele.

Som spillested præsenterer vi alt fra nichemetal, indie og jazz til elektroniske understrømme og eksperimenterende lydkunst. Vi har plads til 150–180 gæster, og vi tror på det nære, det autentiske og det skæve.

Intim livekoncert på HQDiskotek-aften på HQ

Når aftenen bliver til nat, forvandler huset sig til noget særligt: Et diskotek. Her handler det om disco, funk og soul – musik, der får kroppen til at bevæge sig og hjertet til at følge med. Ikke moderne for at være moderne, men ægte musik med nerve og groove.

Vi programmerer med kærlighed – og vi driver HeadQuarters med samme tilgang.

HeadQuarters ApS er stadig ejet og drevet af Ole Løhde og Amira Gluhic. Ole er kreativ leder og direktør, mens Amira er musikchef og kurator. Sammen har de skabt et hus med holdning, hvor alle på gulvet får løn for deres arbejde. For vi mener, at kulturen skal bæres af dem, der skaber den – ikke af frivillig udmattelse.

Team HQ

Velkommen til HQ.
Vi håber, du kan mærke det hele i væggene.

Sponsors & Partners

Statens Kunstfond Logo
Aarhus Kommune Logo
Train Logo
Bora Bora Logo
Akustikken Logo